Kærestesorg: Sådan kommer du dig over din ekskæreste
Du lytter til artiklen Kærestesorg: Sådan kommer du dig over din ekskæreste.
Dagen er kulsort.
Du kan nærmest ikke rejse dig fra sengen og alt - virker - ligegyldigt.
Tankerne kredser kun om ét spørgsmål: “Hvordan får jeg ham eller hende tilbage?”
Sådan føles det sikkert, hvis din kæreste har slået op for nylig.
Men husk lige på:
Det her bliver ikke ved!
Du bliver ikke ved med at have det så skidt – en skønne dage letter skyerne og glæden vender tilbage.
Indtil det sker er der heldigvis meget, du kan gøre selv.
Og derfor får du nu 10 råd til, hvordan du kommer bedst muligt gennem de næste dage, uger og måneder.
Til allersidst bliver du også lige guidet gennem de 4 typiske faser i et break up. De er gode at kende, når dagens overskrift er ‘kærestesorger’.
Nu til de 10 tips
Start med at give dig selv lov til at være ked af det
Nogle dage går det skidt, og det skal du bare acceptere, også selvom du måske ikke har lyst.
Det er helt okay at være ked af det, og som tiden går får du det heldigvis bedre. På et tidspunkt vil du endda kunne støde ind i din eks uden at blive trist.
Det andet råd er at tale med andre om, hvordan du har det
Det hjælper at dele din smerte med andre. Faktisk lyder en talemåde, at ‘delt sorg er halv sorg’.
Så hvis du får sagt højt, at du er ked af det, kan det faktisk være en hjælp i sig selv. Tal fx med dine forældre, en god ven eller din bedstemor. De kan lytte til dig og måske endda fortælle, hvordan de selv er kommet igennem kærestesorger. Kærestesorger kender stort set alle mennesker til, så de ved, hvad du går igennem.
Det tredje tip er at stoppe negative tanker om dig selv
At dit forhold er slut, betyder nemlig ikke, at der er noget galt med dig.
Hver dag går kærestepar over hele verden fra hinanden. De vokser fra hinanden, de er for forskellige – og det er langt fra altid nogens skyld.
Når vi har kærestesorger, bliver vi let vores egen værste fjende og tænker: ‘Hvis bare jeg havde været mere …’ Eller: ‘Hvis bare jeg havde gjort sådan … så var vi måske stadig sammen!’
Stop disse tanker! For på denne måde stopper du den smerte, disse tanker fører med sig!
Øv dig i stedet i at være en god ven for dig selv.Hvordan du går det, har vi faktisk skrevet om, og linket finder du i den skrevne artikel, eller i beskrivelsen, hvis du lytter med via en podcastapp.
Du kan også prøve at skrive dine tanker ned
Måske er du vred eller rasende på din ekskæreste. Måske er du forvirret. Eller måske har du svært ved overhovedet at mærke, hvad der sker inde i dig selv lige nu. Dine tanker og følelser kan være rigtig vanskelige at få styr på.
Prøv derfor at skrive nogle af dine tanker ned. Sådan for dig selv, hvor ingen andre læser med. Skriv frit derudaf. Luk din vrede ud, hvis du har brug for det. Eller din smerte, din længsel, dine fantasier eller dine frustrationer. Og gem alt, hvad du har skrevet.
Stille og roligt vil skriveprocessen hjælpe dig med at få styr på dine tanker og følelser – både fordi du kommer af med en hel masse, mens du skriver. Og fordi du senere kan genlæse dine tekster og se, at du har bevæget dig videre.
Det femte tip er at forkæle dig selv
Når livet gør ondt, gælder det om at være ekstra god ved dig selv. Så se en god film, gå en lang tur eller gør noget tredje, som gør dig glad. Det får ikke kærestesorgen til at forsvinde, men det kan måske hjælpe dig med at glemme den for en tid.
Er du i tvivl om, hvad du skal gøre, så prøv at tænk op, hvad du ville gøre for at muntre en god ven op i hårde tider – og prøv så at give dig selv den samme omsorg!
Et andet tip er at fjerne din ekskæreste fra sociale medier
Du kender måske det her:
Du har haft tandpine, og smerten hviner gennem dig, hver gang du rører ved den ømme tand. Ikke desto mindre gør du det igen og igen.
På samme måde piner mange sig selv med ekskæresten. Det gør ondt, når de ser eksen smile på Instagram – men de kan alligevel ikke lade være med at tjekke profilen ud.
Stop det. Hold op med at tjekke og overvej helt at fjerne din ekskæreste fra dine sociale medier i en periode. Det gør det lettere for dig at komme videre. Og så kan du jo altid blive venner med eksen igen, når du er kommet ovenpå.
Det 7. råd er at bruge tid sammen dine venner
Måske har du mest lyst til at ligge hjemme under dynen og bare være ked af det. Men pas på med at begrave dig fuldkommen i dine egne negative tanker og følelser.
Distrahér i stedet dig selv. Lav aftaler med dine venner. At hygge, fjolle eller bare være sammen med dem fjerner tankerne fra din eks.
Desuden minder det dig om, at du faktisk godt kan have det o.k. eller endda sjovt, selvom du dybest set er ked af det.
Du kan også prøve at droppe minderne i en måned
Det er selvfølgelig helt naturligt, hvis du savner din ekskærste, at have lyst til at læse de gamle, søde beskeder eller høre ‘jeres sang’ på repeat.
Lige nu har du imidlertid mest af alt brug for at få din ekskæreste på afstand. Det gør det lettere at komme over ham eller hende.
Så gem minderne af vejen, og lov dig selv, at du ikke kigger tilbage den næste måned.
Når dén måned er gået, kan du evt. overveje, om du er klar til at smugkigge lidt på minderne. Eller om du har brug for mere tid.
Det 9. tip er at dyrke motion og få luftet dine tanker
For når du bruger din krop fysisk, kommer du af med noget af din vrede og dine triste følelser. Derudover producerer din krop dopamin og endorfiner, der dæmper smerte og giver dig mere energi.
Og du behøver altså ikke løbe en halvmarathon for at mærke resultater. Bare en lille tur rundt om søen gør en forskel. En gåtur, rengøring eller endda havearbejde er også super medicin mod kærestesorger.
Din krop arbejder, og sandsynligvis kommer du også til at tænke på noget andet imens – i hvert fald noget af tiden.
Det sidste råd er at spørge dig selv, om du kan lære noget af bruddet
Når den værste smerte har lagt sig, er det en god idé lige at stoppe op.
Tænk over, hvad du har lært af forholdet. Hvad var godt? Og hvad synes du skal være anderledes i dit næste forhold?
Tit udgør dine hårde oplevelser og erfaringer en god mulighed for dig – for at lære noget nyt om dig selv og dine omgivelser. Især hvis du tænker tingene igennem og prøver at skabe positive forandringer ud fra dem.
Nu er du klædt godt på til at komme dig over din ekskæreste, så nu vil jeg fortælle dig lidt om de 4 faser, der typisk er i et break up.
Kærestesorg opleves selvfølgelig forskelligt fra person til person. For nogle tager det dage eller uger, før tingene bliver bedre igen. For andre går der flere måneder.
Ikke desto mindre er der 4 helt almindelige faser, som du skal igennem – og som du deler med alle andre, der har mistet sin kæreste:
Den første fase er chok
Du tænker måske: ‘Hvor kom det fra?’ Du forstår det ikke. Er forvirret. Du kan næsten ikke tro, at det er virkeligt. Nogle af symptomerne på dit chok kan være:
- Du synes, at alt virker håbløst.
- Du føler dig ikke som dig selv.
- Du sover meget – fordi det giver dig en pause fra sorgen
- Du har måske fysiske smerter i bryst og mave.
- Dit humør svinger måske meget – mellem gråd, vrede og handlingslammelse.
Den næste faste er krise
Virkeligheden begynder at gå op for dig.
Dine følelser svinger stadig, og du ryger som et pendul mellem vrede, sorg, ensomhed, savn og kærlighed.
Nogle dage kan det føles, som om at du er ved at blive dig selv igen. Andre dage er du stadig helt nede i kulkælderen.
Når du er nede, tænker du måske på, om du mon nogensinde bliver glad igen.
Og dine minder og dit håb fylder tit også en del. Fx håbet om, at I finder sammen igen: ‘Hvis nu jeg laver om på mig selv, så vender han eller hun måske tilbage …’
Den 3. fase er bearbejdning
Her har du sluppet håbet om, at din ekskæreste tager dig tilbage. Og du er måske endda begyndt at synes, det er helt o.k. Måske håber du det stadig lidt, en gang imellem. Men du kan sagtens feje tankerne væk.
De voldsomme udbrud er også forsvundet.
Og så er det nu, du begynder at tænke tilbage på jeres forhold på en ny og mere konstruktiv måde. Hvad var det egentlig, der gik galt? Hvad kan du måske tage med af erfaringer fra jeres forhold?
Du drømmer måske om en ny livsstil, nyt tøj og helt nye interesser. Du er i en fase, hvor du genopbygger dig selv. Du har lyst til, at det i fremtiden skal være meget bedre end før.
Den fjerde og sidste fase er accept og nyorientering
Nu begynder du nemlig at være på fode igen. Får lyst til at se andre mennesker.
Det er blevet okay, at I ikke længere er kærester. Og selvom humøret nogle dage stadig rammer gulvet med et ordentligt fask, så bliver der længere og længere imellem.
Den sidste fase kan godt være lang, før du for alvor slipper kærestesorgen. Men prøv at lægge mærke til din egen udvikling – fx ved jævnligt at skrive dagbog.
Til sidst får du lige et kinesisk ordsprog med på vejen:
Du kan ikke hindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved, men du kan forhindre dem i at bygge rede i dit hår.
Jeg håber, du med vores 10 råd her nu kan forhindre fuglene i at bygge rede i dit hår. I artiklen linker vi til nogle af vores andre artikler, og du kan også en voxpop, hvor vi har spurgt en række unge, hvordan de har oplevet kærestesorg.
Alt det finder du i den skrevne artikel, som vi også linker til i beskrivelsen, hvis du lytter fra en podcastapp.