6 gode tricks til smalltalk – sådan finder du på noget at snakke om

Synes du, det er svært at tale om ingenting? Smalltalk kan være svært. Samtidig er det vigtigt, fordi du signalerer, at du gerne vil i kontakt med andre. Start med rådene her og bliv bedre til at smalltalke og skabe kontakt.

Du lytter til artiklen 6 gode tricks til smalltalk – sådan finder du på noget at snakke om.
Kender du det, at det kan være rigtig svært at tale om ingenting? Altså hyggesnakke uden et emne? Smalltalk kan være mega svært, men det er godt at kunne, fordi du signalerer, at du gerne vil i kontakt med andre. Hvis du godt kunne tænke dig at blive bedre, så kan du starte med rådene her og blive lidt bedre til at smalltalke og skabe kontakt.

Måske du skal til fest eller begynde i en ny klasse. Eller starte på en ny fritidsinteresse.
Det kan både være spændende og skræmmende at møde nye venner og bekendte. Og det er helt normalt, hvis du føler dig usikker.
Måske drømmer du om at møde folk og kunne hyggesnakke – så I har det godt sammen og måske endda griner og slapper af i hinandens selskab.

Hvordan gør du?
Hvor starter du?
Det vil jeg introducere dig til nu.

Først vil vi lige sige, at Rom altså ikke blev bygget på én dag.
Du må øve dig i at smalltalke – Gør du det, så skal det til gengæld nok blive bedre. Meget bedre endda.

Her er nogle råd, du kan starte med:

Det første råd er at samle på gode historier.
Det er et godt trick at have et lille lager af emner, der interesserer dig. Emner, du kan bruge til at starte en samtale med eller til at sparke liv i snakken, hvis den går i stå.
Så sug til dig fra dine omgivelser: fra bøger, film, aviser, sociale medier osv. Jo mere, du har på lager, desto bedre!
Har du fx set en spændende film, læst en god bog eller hørt noget fed musik for nylig, så sig det
til den anden!
Så viser du også lidt om, hvem du er, og hvad du går op i.
Hvis han eller hun hverken deler din smag eller virker interesseret, skifter du bare emne. Så kan du begynde at spørge ind til, hvad han eller hun godt kan lide.

Råd #2 er at spørge ind til andre og vær nysgerrig på dem.
Spørgsmål er altid gode til at bryde isen – og også til at genstarte en samtale, der er gået i stå.
Fx kan du spørge til den andens yndlingsserie, til den bedste tur i biografen eller til fritidsinteresser.

Spørg og lyt – og vupti, så finder I måske noget, der interesserer jer begge.

En særlig god form for spørgsmål er h-v-spørgsmål. Altså spørgsmål, hvor personen ikke kan svare ja eller nej, men er nødt til at sige lidt mere.
De spørgsmål er rigtig gode, fordi de fleste elsker at få lov til at tale, mens en anden lytter.

Samtidig får du en lille pause, før du igen selv skal sige noget.
Husk at holde balancen mellem at spørge, lytte og fortælle. Det er jo ikke et interview, hvor det kun er dig der skal stille spørgsmålene.

Du kan også prøve at give komplimenter.
Stort set alle synes, det er fedt at få komplimenter – og faktisk også lige så dejligt at give dem.

Så prøv at sige noget pænt om den andens sko, tøj eller hår. Fokuser på det positive, det du kan lide. Og det skal ikke være et billigt scoretrick, bare en sød kommentarer der viser, du gerne vil i kontakt og snakke.

Råd nummer fire er at tale om tingene lige omkring dig.
For der sker næsten altid en masse, når du opholder dig et sted.
Prøv at lægge mærke til alle de små ting, der er eller sker lige omkring dig og tal så om dem.
Det kan være hvordan rummet ser ud, hvordan temperaturen er, nogle sjove genstande i rummet eller hvis der fx dufter godt at nybagt kage. Det meste kan bruges.

Det næstesidste råd er at forsøge at slappe af.
Hvis du har det lidt svært med small talk, så er det nemt at blive lidt anspændt. Men prøv– så godt du nu kan – at være til stede og slappe af. Styr din indre uro. Træk vejret dybt, og koncentrer dig om at slappe mere af i kroppen. Grin, fnis og fortæl en vits, hvis du kan. Eller sig ligeud, at du altid bliver dødnervøs i de her situationer.

Husk på, at I er to helt almindelige mennesker, der bare gerne vil tale sammen. Måske er den anden mindst lige så nervøs som dig.

En berømt teknik til at slappe af over for fremmede går ud på, at du forestiller dig, at de ikke har noget tøj på. Eller at de sidder på toilettet.

Det lyder ret så underligt, men prøv det lige en gang. Visualiser, at han eller hun sidder på wc. Så skal både hun og situationen nok komme lidt mere ned på jorden for dig.

Det sjette og sidste råd er at øve dig i smalltalk med et konkret mål.
For som jeg sagde i starten: Jo mere du øver dig i at smalltalke, desto bedre bliver du til det.
Stil derfor dig selv den udfordring, at du hver dag i en uge eller i en måned skal sige noget til en, du ikke kender. Bare et par sætninger. Det kan være en, du møder i kantinen, til spejder, på arbejdet, i bussen eller i fodboldklubben.
Brug nogle af de teknikker, vi lige har fortalt dig om og spring ud i det.

Når du øver dig, vil du helt sikkert opleve, at det for hver dag der går bliver en anelse lettere for dig at hyggesnakke med fremmede mennesker.
På et tidspunkt glemmer du måske helt, at det engang var svært. Måske bliver det ligefrem en vane for dig at tale med folk omkring dig. En ny måde at møde venner og bekendte på.

Det var faktisk alt jeg havde med til dig i dag.
Hvis du går og tænker, at du ville ønske at du havde flere venner eller lettere faldt i snak med andre, så har vi skrevet en guide, du kan prøve at give dig i kast med. Den giver dig 5 tips til, hvordan du lærer nye mennesker at kende.
Du finder et link til guiden i den skrevne artikel. Lytter du med fra en podcastapp, finder du et link til den skrevne artikel i beskrivelsen.

6 gode tricks til smalltalk – sådan finder du på noget at snakke om
Broadcast by